9.Del: Vurdering af den historistiske samfunds-analysemodel:

90.Kap.: Historisme-modellen og de videnskabelige retninger:
Vurdering af historisme-modellen :
Vurdering af historisme-modellen og samfundsteorierne:

91.Kap.: Erkendelsesteori og de videnskabelige retninger:
92.Kap.: Rationaliseringsteori og de videnskabelige retninger:
93.Kap.: Determinationsteori og de videnskabelige retninger:
94.Kap.: Dominationsteori og de videnskabelige retninger:
95.Kap.: Hegemoniteori og de videnskabelige retninger:
96.Kap.: Totalitetsteori og de videnskabelige retninger:
97.Kap.: Historieteori og de videnskabelige retninger:

98.Kap.: Historismeteori og videnskabelige abstraktionsniveauer:
99.Kap.: Historisme-modellen og samfundsvidenskab:

90.Kap.: Historisme-modellen og de videnskabelige retninger:

Om den 'historistiske' samfundsvidenskabelige analysemodels syv
teori-dele og de forskellige samfundsvidenskabelige retninger.

Af 'pladsmæssige' årsager har jeg måttet frasortere nogle af
mine gennemgange af de forskellige samfunds-videnskabsteoretiske
retninger, hvis indhold derfor må forudsættes at være læseren
bekendt på forhånd.

Er min historisme-model brugbar til en systematisering af uenig-
hederne mellem de forskellige samfundsvidenskabelige retninger?
Jeg vil først resummere de enkelte af historisme-modellens syv
teorifraktioner i relation til de forskellige teori-retninger.

91.Kap.: Erkendelsesteori og de videnskabelige retninger:

Alle de samfundsvidenskabelige retninger arbejder med en er-
kendelsesteoretik problematik.
Det er kun den positivistiske samfundsvidenskab som mener at
man kan adskille det erkendelsesteoretiske problemfelt fra
de herskende sociale forhold og den historiske udvikling.

Polemikken mellem idealisme og materialisme skal løses på dette abstraktionsniveau, idet uenigheden grundlæggende handler om fornuftens oprindelse, hvor Hegel mener at fornuften er af skabt af gud og Marx mener at Darwins evolutionsteori er principielt rigtig..
Materialisme-begrebet skal derfor alene defineres i den erkendelsesteoretiske teorifraktion og ikke i nogen af de efterfølgende teorifraktioner, som de fleste forskere prøver på.
Jeg mener at en gennemført "historistisk" samfundsanalyse vil føre frem til en materialistisk verdensopfattelse. Dette har jeg dog ikke prøvet at demonstrere i denne opgave, da jeg har valgt at prioritere de efterfølgende teorifraktioner højere

92.Kap.: Rationaliseringsteori og de videnskabelige retninger:

Polemikken mellem Hegels` idealisme og Marx` materialisme kan ikke løses på dette abstraktionsniveau, idet begge retninger studerer "fornuftens dialektik med sig selv".
F.eks. er den industrielle akkumulation en form for eksternaliseret menneskelig fornuft, det giver derfor ikke mening at karakterisere den opfattelse, at industrialiseringen er determinerende for samfundsforholdene,
for materialistisk.

Den videnskabelig socialismes svage punkt har været en manglende
beskæftigelse med den generelle betydning som fornuftens histo-
riske akkumulation har på samfundsforholdene, idet den har con-
centreret sig om det rent magt-politiske problemfeldt.

F.eks. tilskrives alle det moderne samfunds 'ulykker' det
kapitalistiske system, dvs. at den industrielle arbejdsdelings
-og specialiserings, eventuelle generelle socialpsykologiske
negative indvirkning bliver nedprioriteret.
Den rationalistiske teori-fraktion har været den weberianske
teoris stærke område.

Derfor er der opstået en teoriretning som forsøger at forene
marxistisk og weberiansk teori. (F.eks. A. Giddens).
Jeg mener at en sådan teoretisk sytese er mulig på dette trin
i samfundsanalysen.

93.Kap.: Determinationsteori og de videnskabelige retninger:

Den konkrete samfundsvidenskab begynder først på dette abstraktions-niveau, dvs. at kontroversen mellem idealisme og materialisme kan sættes i parentes her.

Den evige samfundsvidenskabelige kontrovers om hvorvidt en
given determinationsfaktor er historisk overdeterminerende, har
været præget af uklare definitioner af de enkelte determina-
tionsfaktorer.

Gennem en uddifferenciering af de forskellige sociale determinationsfaktorer
bliver det muligt at afklare uenighederne om hvilke faktorer som er determinerende og overdeterminerende i et givet samfund, epoke og i et overhistorisk perspektiv.
Jeg vil bl.a. fremhæve E.Laclaus præsisering af økonomi-begrebet, som vejen frem i diskussionen om "økonomisk" overdetermination under kapitalismen og præ-kapitalismen.

94.Kap.: Dominationsteori og de videnskabelige retninger:

Det problem-felt, som efter min mening er afgørende for sam-
fundsvidenskabens vej mod en enheds-videnskab er afklaringen af
spørgsmålet om hvorvidt social handling og system kan sammen-
kobles.
Funktionalisten T.Parsons 'koblingsforsøg' mislykkedes.
N.Luhmann har afvist J.Habermas 'koblingsforsøg'.
Løsningsforslagene på denne teorifraktions problem, deler teori-
erne op i en dualistisk -og monistisk samfundsvidenskabelig del.
Herefter kan f.eks. T.Parsons og J.Habermas klassificeres som
teoretikere der tilhører den monistiske samfundsvidenskab.

I denne opgave har jeg været interesseret i et generelt studie
af den 'monistiske samfundsvidenskab', men jeg er foreløbigt
kun nået til en vis afklaring af de marxistiske 'koblingsforsøg'
som er foregået i produktionsmåde-kontroversen.
Jeg mener at vejen frem inden for denne teori-fraktion er en
præsisering af produktionsmåde-begrebet, som jeg mener kan ad-
skilles fra samfundsformations-begerebet.
Hermed bliver dominationsteorien efter min mening det sidste
led i den teoretiske abstraktionsproces.

95.Kap.: Hegemoniteori og de videnskabelige retninger:

Ifølge min egen 'dominationsteoretiske' opfattelse er de teori-
fraktioner som kommer efter dominationsteorien kun interessante
i forbindelse med en konkret-empirisk abstraktionsproces.
F.eks. til lokalisering af en genuin kapitalistisk produktions-
måde.

Jeg mener at en stor del af diskussionen mellem samfundsteore-
tiske forskere (ikke retninger), bunder i at de har nogle for-
kerte vurderinger af hvilke samfund der kan betragtes som
idealtypiske.
F.eks. er det først i 1990'erne at den kapitalistiske produk-
tionsmåde er i færd med blive etableret på verdensplan.

Da Marx ønskede at studere den kapitalistiske produktionsmåde,
valgte han England som konkret eksempel, fordi det var her den
var mest udviklet på hans tid.
Dermed befandt Marx sig på et konkret-empirisk abstraktions-
niveau hvor han så bort fra den betydning rivaliseringen mellem
samfundsformationerne har for den enkelte samfundsformation,
men denne rivalisering har som bekendt haft en betydelig ind-
flydelse på hele 1900-tallets konkrete historie.

96.Kap.: Totalitetsteori og de videnskabelige retninger:

I min gennemgang af de øvrige teorifraktioner har jeg fremført
det synspunkt at det er teoretisk muligt at abstrahere fra den
betydning som rivaliseringen mellem samfundsformationerne har
for den enkelte samfundsformation.

Jeg mener at der har været en berettiget kritik af marxismen
for at den undervurderet den 'totalitetsteoretiske' betydning
for samfundsforholdene.
Jeg mener dog ikke at dette problem stammer fra den marxistiske
teoris grundlag, men kun at det har været et problem i de kon-
krete analyser som marxisterne har foretaget.

Der er derfor ikke nogen grund til at revidere marxismen ud fra
den opfattelse der er fremlagt i disse konkrete analyser.
Statsteorien har været opdelt i endogene og eksogene teorier.
Jeg mener at den aktuelle verdens udvikling mod en verdenskapi-
talistisk samfundsformation snart vil falcificere den exogene
statsteori, idet jeg ikke forventer at staten vil visne hen,
fordi 'nationerne' integreres og forsvinder.

97.Kap.: Historieteori og de videnskabelige retninger:

Den rationalistiske -og hermeneutiske historieterori er enige
om at afvise den positivistiske opfattelse af at det er muligt
at drive samfunds-videnskab uden forskerens selv-forståelse af
sin plads i den historiske udvikling.

Jeg har valgt at fastholde produktionsmådebegrebet som ud-
gangspunkt for en historisk periodicering, selvom det stadig-
væk er et uafklaret begreb, idet jeg mener at det trods alt
er med det begreb at samfundsvidenskaben indtil videre er kom-
met længst med i forsøget på at begribe den historiske ud-
vikling.

98.Kap.: Historismeteori og videnskabelige abstraktionsniveauer:

Den 'forskydning' fra produktionsmåde-begrebet til samfundsfor-
mations-begrebet, som bl.a. Hindess og Hirst foreslår medfører
at en samfundsvidenskabelig analyse altid må inddrage den
hegemoniteoretiske teori-fraktion.
Jeg har afvist denne 'forskydning' i min dominationsteori.
Den neomarxistiske -og den stats-systemteoretiske teoriretning
har afvist at en samfundsanalyse kan foretages uden at inddrage
forholdet mellem samfundsformationerne.
Jeg har afvist denne opfattelse i min totalitetsteori.

Det ideale ville være at periodicere historien i epoker, som er defineret af de forskellige determinationsfaktores skiftende indflydelse på samfunds-forholdene. F.eks. kan kapitalismen evt. defineres ud fra en økografisk
overdetermination, mens slavesamfundet kan defineres ud fra en demografisk overdetermination. Desværre er vor konkrete viden om de prækapitalistiske samfund ikke omfattende nok til at muliggøre en sådan teori.

99.Kap.: Historisme-modellen og samfundsvidenskab:

Jeg mener at den historistiske samfundsvidenskabelige analysemodel
gør det muligt at fokusere på hvor de afgørende teoretiske årsager,
(ikke politiske), til den fortsatte opsplitning af samfundsvidenskaben
befinder sig.
Dermed skulle det blive muligt at udarbejde et systematisk overblik over
de samfundsvidenskabelige paradigmer og retninger, som hen ad vejen
vil kunne danne grundlag for en enheds-samfundsvidenskab.
----
>>>>